fredag den 11. april 2014

Når man låner lidt......

For 25 år siden, et års tid efter vi var flyttet hertil, var vi en tur i skoven. Her "lånte" vi en del bregner - man kan vel med god vilje kalde det et langtidslån.
Ikke desto mindre trives disse skovbregner fortsat i vores have, langs husmuren og stort set uden sol. Bregner visner jo altid helt ned og står tilbage med store brune knolde- men det, der er så fint er at med disse bregne fulgte en del skov-anemoner, som blomstrer nu og faktisk til bregnerne begynder at skyde igen. Det er da hyggeligt?
Jeg skal ellers lige love for, at der sker noget derude nu - jeg har ikke rigtigt kunne følge med, hverken med kamera eller med at få gravet igennem, grundet studie, rund fødselsdag i familien mm.- men nu skal det altså være. Jeg håber at jeg denne weekend kan få udrettet en del, hvis vejret arter sig. 
Jeg har dog investeret i nogle krydderurter til mit nye bed: Kommen, Vintersar, Oregano, Salvie og et par ekstra Timian. Jeg vil også have Esdragon og så SKAL jeg have fat i Ananassalvien - lov mig at I prøver den - den er bare ikke til at undvære.
Husk: Spørgsmål, tips, ideer, billeder, ris & ros er velkomne her på siden. Rigtig god weekend derude.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar