torsdag den 2. april 2015

Spirefabrikken....

Så er der pottet Pelargonier - jeg har været rundt og tælle. Både de, der overlevede vinteren, og nye, selvsåede, med spøjse navne såsom: Geronimo, Tango Orange, White Orbit og mange andre.

Ialt har vi 48 stk, så skal de bare blive større:

Og hvordan får vi dem så til at overleve næste vinter? Det gider jeg ikke tænke på nu, men mon ikke der kan bankes et par hylder op hist og her - vi finder en løsning.

Vores fantastiske Agapanthus er stadig på ferie i værkstedet - det eneste sted, der kan holdes frostfrit udenfor huset - men nu er den sat igang - den er bundvandet et par gange  og den skyder friske blade. Nu håber jeg den bliver ligeså smuk som sidste år:





Tomaterne er også godt på vej, jeg får altid lavet " for mange", hvis man da kan få for mange? Jeg nænner ikke at smide planter ud, og vi skal trods alt nok få dem brugt, omend de sidste må stå i potter og fylde i drivhuset. De er nemlig fantastiske at fryse til næste vinters gryderetter - når vi når dertil altså. Foreløbig ligger der et vidunderligt forår og en skøn laaang sommer foran os.: