søndag den 8. december 2013

Efter " Bodil "

Omsider er "Bodil" forsvundet. Det var en hård tørn, som gik hårdt ud over forhaven:
Guldregnen ville ikke være med mere. Lige i dette øjeblik er Per ved at fæstne det med tovværk, så vi håber det kan finde fodfæste igen. Hele kronen er blevet kraftigt beskåret, så trækket er betydeligt formindsket, hvis der skulle komme storm eller kuling igen. Værre er det med Blodblommen som hælder voldsomt. Den er jeg bange for at vi er nødt til at fælde, for hvis den først vælter, vil rødderne trække drivhuset op og det holder det ikke til.
Det er ikke til at bære at 15 år gamle træer, der udgør en stor del af sceneriet i forhaven er blevet raseret på denne måde. Selvfølgelig kan man sige, at det er heldigt at der ikke er sket noget med hus eller drivhus, men det er alligevel tragisk.
Efter " Bodil " - ja, så er det nok ikke gået nogens næse forbi, at stormfloden ramte Frederikssund. Aldrig har jeg set noget lignende og håber heller aldrig at komme til det igen. 
Det er ufattelige kræfter, der var på spil. Billedet nedenunder er taget fra min svigermors altan- altså i begyndelsen, da vandet begyndte at stige. En time efter stod vandet så højt i bebyggelsen, at folk i stueetagen måtte evakueres i gummibåde. Gud være lovet bor hun på første sal:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar