Livsbekræftelse

I går havde jeg besøg af familiens ældste. Hos os er hun "farmor", og hun er lige fyldt 90 år.
Jeg tror det er svært at finde et mere livsbekræftende menneske. Trods den høje alder, og flere alvorlige fysiske skavanker, fejler hovedet og nærværet intet. Det er stadig vigtigt for hende at være velplejet ( jeg hentede hende herned i haven med papilotter over det hele ) og hun skulle også have andet, pænt tøj på. Hun beklager sig ikke ret tit, hvilket får mig til at tænke på, hvor meget vi andre nok lader os gå på af mange ting, ikke mindst jeg selv.
Hun nyder haven og det smukke i naturen i fulde drag, og er så taknemmelig for, bare at have en dag hernede. Hun har ligeledes ofte sagt at hun gerne ville leve hele sit liv om igen på samme måde, og at hun har haft et dejligt liv. Det er så mærkeligt at tænke på, at da jeg mødte min mand, var kun kun 2 år ældre end jeg er nu! Jeg har kendt hende i 32 år, længere end jeg kendte min egen mor, og jeg kan sige, uden at rødme, at hun har betydet og været mere for mig, end min egen mor nogensinde var.
Hun har bare altid været der og skal bare altid være der ( hvilket jo nok desværre alene er op til de højere magter ). Selvfølgelig kan man blive lidt småvrissen på hende indimellem, når hun ikke hører, hvad man siger, når det hele går lidt langsomt osv., men dybest set er det giver det stof til eftertanke: at man skal nyde nuet og det smukke omkring en, og at tingene slet ikke behøver at gå så hurtigt. Være taknemmelig over livet og det man har og ikke bare stræbe efter alt muligt andet.
Så dagens billede er til hende - selvom rosen er opkaldt efter en anden. Bare fordi hun er der, og hun er den, hun er.